Main Menu
Forside
Nyheder
Kenneth's Blog
Galleri
Video
Gæstebog
Links
Kontakt
Kenneth 40 år
Administrator
Information om Tanzania
Newsflash
Tanzania har tropisk klima langs kysten - altså bl.a. i Dar es Salaam (altså temperatur hele døgnet over 20 grader). Nedbøren i de kystnære områder er 500 - 1.000 mm årligt (i DK er det ca. 700 mm). I højlandet mod nord er middeltemperaturen 10-20 grader.
 
Afrika # 80 Weekend PDF Udskriv E-mail
skrevet af Kenneth   
Monday, 11 June 2007

Hummersuppe og råsilke

Så har det været weekend i osteklokken. Begrebet weekend forudsættes det at du kender og med osteklokke hentyder jeg til det forhold at bo i et af verdens fattigeste lande og så have en weekend som den der netop er afsluttet. Fuldstændig som det kendes fra resten af verden begynder weekenden her i Afrika med at det er fredag. Marlene og jeg havde...

...valgt at invitere nogle af de lidt ældre i vores omgangskreds til middag fredag aften. Vi kender en del mennesker på vores egen alder, men har faktisk også en omgangskreds i aldersgruppen 50-60 år. Og det er ikke sjældent, at samværd med den sidste gruppe rent faktisk er morsomst.

Det forholder sig oftest sådan at man inviteres til middag hos andre eller selv inviterer til middag om fredagen. Årsagen er den simple, at ens housegirl normalt har fri om søndagen. Så hvis man skulle væres så tanketom at invitere til selskab lørdag aften, ja så står man selv med rodet søndag formiddag - og det er der jo ingen grund til, vel. Hvorimod fredagsarrangementer som efterlader større mængder opvask og et nusset hjem, klares af den lokale tornado med børste og spand lørdag formiddag.

Vi var således ni om bordet, da vi havde sat os efter først af have fået en velkomst drink ved poolkanten i haven. Ham selv havde brugt en del af fredagen på forberedelserne, så der blev disket op med en fireretters begyndende med fiskecappacio efterfulgt af hjemmelavet hummerbusque, tunsteaks med små kartofler og endelig en crepe suzette som desert (den klassiske med brændte mandler, vanilieis og orangesauce). Der var ikke et øje tørt og store var roserne, da middagen blev afrundet med kaffe og cognac. Hårdt arbejde betaler sig - nogle gange.

Lørdag lå vi i sengen indtil vi kunne høre, at Bernadette var ved at være færdig med at rydde op efter aftenens udskejelser. Efter lidt let morgenmad kørte vi ind til centrum af Dar for at gå på jagt efter stoffer. Marlens normale garderobe slår ikke længer til, efter at maven for alvor er begyndt at vokse, så planen var at indkøbe diverse metervarer, som så efterfølgende skal laves til nederdele, toppe og kjoler. Vi fandt en fin butik, der straks ledte tankerne hen de lækre metervarer og Hr. Svan i Damernes Magasin. Godt nok var den velkendte figur fra Matador her i Dar skiftet ud med en inder-basse (de sidder tungt på detailhandlen i landet) med turban og fuldskæg, men ellers holder sammenligningen fint. Der blev handlet og klippet med den store saks og lige nu ligger der stoffer nok til at sy en tehætte i en størrelse, der ville kunne holde den københavnske Opera varm i den kolde tid. Men jeg tror nu nok at planen er, at finde en lokal skrædder og få gang i kjolesyningen. Bliv ikke overrasket hvis du om et par uger kan købe kollektionsprøver her på siden.

Lørdag aften stod på pizza i sejlklubben. Med udsigt til det Indiske Ocean og en kølig Segengeti (lokal øl) nød jeg en Fantastico og min hustrus selskab. En sms tikkede ind ud på aftenen om jeg ville med drengene på casino, men sofaen trak mere, så det blev til en god DVD-film og en pose slik.

Søndag var vi inviteret med på byens bedste hotel Kempinsky til en søndagsbrunch, der overgår alt jeg tidligere har set. Jeg nævner blot en lille del af udvalget for at tegne billedet: hjemmelavede pandekager med laks og grønt, oksefilet, musli, flere slags youghurt, friskpresset juice, banan-milkshake, fisk og kylling, diverse oste, fromager, chokoladekage, æg og bacon, pølser og røget laks. Jeg spiste så selv Fede ved stambordet i tidligere omtalte TV-serie ville have været misundelig. Vi trillede roligt hjem i firhjulstrækkeren og grundet indtagelsen af kalorier, måtte jeg lægge mig på luftmadrassen i poolen med en god bog om coaching. Puha.

Ny sms tikkede ind og vi var hermed inviteret med på sushi-restaurant søndag aften. Nå ja, hvorfor ikke - uden mad og drikke... Afsted afsted til en hyggelig middag med rå fisk i selskab med nogle danske Cowi-konsulenter og et par andre af vores nye venner her fra Dar es Salaam.

Sådan kan en weekend altså forløbe i osteklokken Dar es Salaam anno 2007. Som at leve i en hvilken som helst anden metropol i verden. Til tider glemmer man, at vi er i Tanzania. Et land hvor børn dør af simple sygdomme, rent drikkevand for mange er en sjælden luksus og strøm kun er forbeholdt et mindretal af befolkningen. Måske vi snart skulle bevæge os væk fra den beskyttede luksus-tilværelse og ud og se det rigtige Afrika. Jeg vender tilbage når jeg har mødt en afrikaner.

 
< Forrige   Næste >