Min syge moster

Når man spiller tennis i Dar es Salaam forventes det, at man benytter en bolddreng. Fuldstændigt som du ser det på TV fra de store turneringer, render der en ung mand rundt og ...

...samler bolde op, når man skyder i nettet. Så han har nok at se til!

Forleden var jeg på tennisbanen med Hans og man kunne godt mærke på drengene nede i klubben, at det havde været jul. Til højtiderne tager de fleste hvide hjem til Europa eller hvor de kommer fra og omsætningen blandt bolddrenge falder til langt under det halve af normalt.

Uanset hvad man foretager sig i Tanzania, skal man altid sørge for at få en kvittering for den aktivitet man betaler for. Ellers kan man være så godt som sikker på, at betalingen havner i lommen på den der tager imod pengene og ikke hos den virksomhed eller organisation, der leverer ydelsen.

Den praktiske konsekvens af den manglede aktivitet på tennisbanerne var, at det tog min ualmindelig lang tid at få vristet en kvittering ud af manden bag disken. "Maybe tomorrow" foreslog han indledningsvis. Men jeg syntes måske det var lidt meget, at køre tilbage til byen igen imorgen efter en kvittering på 25 kroner for et slag tennis. Efter en del parlamenteren lykkedes det ham dog at fremskaffe kvitteringsbogen og jeg kunne så selv få lov at skrive min kvittering med navn, dato, ydelse og beløb (vanlig praksis, da de fleste hernede har lidt svært ved at stave - og specielt til Øhrberg).

Vores faste bolddreng var iøvrigt tilstede, men havde ikke tid til servicere os denne dag. Noget med en syg moster tror jeg nok. Men han leverede en supstitut og forsikrede, at han nok skulle være tilstede næste gang vi ønskede at svinge ketcheren. Og han så iøvrigt gerne, at det blev imorgen (der skal jo penge i kassen).

Manden bag baren snød mig også for et par kroner, da jeg efter matchen (behøver jeg sige hvem der vandt), gav en kold cola. Men den lod jeg passere. Han har nok mere brug for den daler end jeg har.

På vej ud af porten blev Hans spurgt om han ikke havde nogle penge til portneren. Sygdom i familien. Og på vej hjem kørte jeg forbi en bus, hvor en af passagererne, der hang halvt ud af vinduet, samlede sine fingre på den ene hånd i en spids, førte dem op til munden og lod mig forstå, at han var sulten og jeg burde give ham nogle penge.

Konklusionen må være, at den menige tanzanianer holder mere af hverdagen, end af den søde juletid. Men sådan er der sikkert også mange af jer andre der har det, men sikkert af helt andre årsager.