De snyder og bedrager

Man bli'r så træt, så træt. I går var jeg ude og spise frokost på Karambezi. En af byens bedste restauranter på en af byens bedste hoteller. Det ligger med...

...udsigt over det Indiske Ocean og man sidder på teressen og nyder maden, mens man ser bølgerne slå ind mod klipperne. Det bli'r ikke meget bedre.

Min frokostaftale var med Christophe. En dansk fyr, som jeg lavede lidt forretninger med for mange år siden i København. Han solgte sit firma, rejste jorden rundt, endte i Cape Town/Sydafrika hvor han forelskede sig i Delaila, der kommer fra Tanzania. Efter et par år i Cape Town flyttede de til Dar es Salaam, hvor de nu er igang med at bygge forretninger op. Hun som ejendomsmægler. Han med import, udlejning og salg af biler fra Japan, samt et safariselskab. Og så selvfølgelig lidt ejendomsspekulation on the side. Det går over stok og sten.

Nå, frokosten var dejlig. Bestod af en blandet tallerken med grillede kæmperejer, dybtstegte blæksprutter og friske krabbeklør. Hertil et køligt glas hvidvin. Ikke ringe i januar måned, siddende i shorts og skjorteærmer i skyggen, når man tænker på alle dem derhjemme, der slider i Stryhns den grovhakkede iført Voldborg-sweaters og vinterstøvler.

Da kaffen var drukket og regningen kom, gjorde Christophe mig opmærksom på, at der på toppen af regningen ved siden af restaurantens navn, adresse, telefonnummer etc. med småt stof printet "Pro-forma invoice". Ikke noget man umiddelbart ville lægge mærke til, men mindre man virkelig nærlæser sin printede kasse-regning fra ende til anden når man går på restaurant.

Her sidder vi altså på en af byens bedste restauranter, på et af byens bedste hoteller, som ganske almindelige gæster og får udleveret en ugyldig regning. Printet fra et kasseapparat, der formentlig ingen samhørighed har med virksomhedens økonomiske rapporteringer overfor myndighederne. Med andre ord; der betales ikke skat, moms og afgift af den daglige omsætning i restauranten. Selvom der naturligvis i bunden af vores regning stod "tax" og var tillagt et beløb på yderligere 12% af regningen.

Man kan forestille sig, at de en gang årligt gør regnskabet op. Inviterer skattemyndighederne til en dejlig middag med udsigt over vandet. Godt med champagne og hummer og måske en brun kuvert til hver deltager  med lidt schilling i. Så laver de et lille skatteregnskab og betaler et mikroskobisk bidrag til den tanzanianske statskasse. Og den stenrige arabiske tanzanianer, der ejer hotellet (og et par andre store steder i Dar), smider endnu et kæmpebeløb ind på sine konti i Schweiz og Sydafrika. Køber en BMW mere til elskerinden og betaler for endnu et år at børnenes skolegang i England. 

Man bli'r så træt, når man oplever, at selv dem der virkelig sidder på flæsket hernede (og dem er der faktisk en del af - og de sidder rigtigt godt i det) snyder og bedrager deres land og deres landsmænd. Efter sådan en oplevelse har jeg ofte meget svært ved at se perspektiverne for et land som Tanzania, når dem der skulle være med at til løfte landet ud af fattigdom og elendighed bare træder på alle andre og alene tænker på sig selv.

Ude på parkeringspladsen blev vi iøvrigt passet op af vores tjener. Han havde glemt at skrive kaffen på regningen (det havde vi godt set). "Han var desværre kommet til at taste den på et andet bord, så hvis vi lige ville slippe 4.000,- Tsh (tyve kroner) så passede pengene". Det er det ældste trick i bogen og man ser den hveranden gang man spiser ude hernede. Tjenerne scorer pengene for kaffen, ved ikke at sætte det på regningen, men alligevel opkræve beløbet hos kunden.

Men hvorfor skulle manden på gulvet være anderledes end ham på toppen. Det er pil-råddent det hele!