Back on track

Bloggen har haft pause. Men nu er der skrivekløe i fingerspidserne og behov for beretning. Overskriften på dette indlæg kunne såment også have været "Afrika styrer (for vildt)", men...

...med nutidens retorik er jeg bange for at du kære læser ville tolke det som at det sorte kontinent er på toppen og har tjeck på tingene. Hvilket på ingen måde er tilfældet.

Med "Afrika styrer" mener jeg styrer min tid, min dag og tildels mit humør. Der mangler en fase i strømmen med deraf følgende problemer for husets drift, køleskabet lugter underligt, de tyende har en mindre kommunikationsbrist hvilket til tider gi'r lidt kølig luft på matriklen, poolen er utæt, køkkenvasken ligeså og sådan kunne jeg blive ved. Altsammen ting der har indflydelse på min tidsanvendelse og som gør hver en dag til en spændende ny udfordring, hvor man ikke selv har den store indflydelse på forløbet.

Og så er det liste-tid. Marlene elsker lister og bedst af alle dem der kan afleveres til en forstående husbond i forventning om at de i punkform anførte småopgaver løbende løses og hakkes af. Opgaver af typen indkøb, fjerne ridser på bilen, betale regninger og diverse ting og sager hvortil der kræves brug af håndværktøj.

Men ovenstående er kun detaljer. Ligegyldigheder. Små krusninger på overfladen eller ubetydelige bump på vejen (dem er der iøvrigt mange af hernede - regntid you know). Det der betyder noget er, at ligge i poolen med Mia-Maja og svømme rundt med hende mens hun storgriner. At sidde om aftenen og kigge på at hun ligger der helt uskyldigt i sin seng med sutten i munden og trækker vejret lige så stille. Og at forsøge at made hende med ske og mos af advokado. Det gi'r mening.

Og at være sammen med Marlene. Holde hende i hånden når vi ligger på sengen og skal til at sove. At have vores lange fortrolige samtaler om idéer, tanker og drømme. Drømme om fremtiden, familien, boligen, job, venner og alt det andet der betyder noget i livet. Og at sidde sammen med hende og lege med hende den lille fis. Det gi'r mening.

Så jeg tørrer lige øjnene og spiser min tudekiks. Det er dejlig - super dejligt at være i Dar es Salaam med familien. I weekenden skal vi til Zanzibar og hygge os med Mia-Maja, igår var vi på sushi-restaurant og i søndags på Kempinski til landets bedste bruch med live band og kokke med høje hvide huer. Jo jo, livet leves skam her på min barsel.

Jeg har iøvrigt fået en opfordring til at fortsætte min blog også når den nordlige halvkugle er mit hjem. Ikke at jeg blider mig ind, at min hverdag er så spændende, at alverdens PC'er tigger og be'r om at komme forbi kemar.dk. Men det giver god mening, at skulle forholde sig til sine oplevelser - store som små - og dele dem med bloggen. Så det vil jeg gøre i fremtiden. Og opfordringen - den kommer fra mig selv.