Længe ventet - men aldrig for sent

Her ville det være på sin plads, at summere de mange tidligere indlæg i denne blog. Tale rundt om Tanzania. Mindes højdepunkter og finurlige oplevelser. Men da jeg jo holder af at overraske dig kære læser, vil jeg i stedet skrive om Prins Henrik. Hvordan kommer han nu ind...

...i billedet og bliver relevant, tænker du nok. Det skal jeg sige dig.

Kort fortalt er årsagen til de manglende indlæg fra mine oplevelser på det afrikanske kontinent den såre simple, at jeg befinder mig i Danmark. Dansk Røde Kors valgte i efteråret 2007 at ansætte mig som ansvarlig for deres indsamlingsaktiviteter - på nudansk kaldet fundraising. Derfor slår jeg ret sjældent mine folder på den afrikanske slette og Det Indiske Ocean. Men bruger i stedet tiden på at samle mønter ind, der kan være med til at gøre livet bedre for udsatte, syge, enlige, katastroferamte, forældreløse og andre værdigt trængende. Og nu nærmer vi os Prinsgemalen.

Det forholder sig således, at jeg i forbindelse med den store katastrofe i Burma/Myanmar i foråret 2008 blev bedt om at deltage i et møde, hvor Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen gerne ville orienteres om Røde Kors aktiviteter i katastrofeområdet. Henrik er protektor for Dansk Røde Kors, hvilket var årsagen til ønsket.

Well, jeg strøg min bedste skjorte den morgen og deltog sammen med relevante nøglepersoner og en generalsekretær i mødet med H. K. H. Prinsgemalen. Kort før mødet var jeg letsindig. Grundet den store succes med indsamlingen (jeg tror vi var oppe på 3. mio. kroner på daværende tidspunkt) havde jeg givet is til kollegaerne i kommunikationsafdelingen. I fryseskabet lå en Magnum med mit navn på og jeg kastede mig ombord i den, samtidig med at jeg læste mails på min computer.

Et øjebliks uopmærksomhed resulterede i, at det klassiske stykke tyk mørk chokolade fandt vej til kontorstolen uden at jeg bedmærkede det. Først da isen var fortærret opdagede jeg til min store skræk, at der var en pæn brun plet på de fine lyse nyrensede bukser. SHIT. Der var under en lille time til Gemalen ville ramme Blegdamsvej og alt for langt hjem til 3600 Frederikssund. Lidt koldt vand og hårdt arbejde med papirsservietter skjulte det vildfarende stykke overtræk og jeg indfandt mig i mødelokalet. Ingen spydigheder fra kollegaerne, så langt så godt.

Mødet varede en time og mit indlæg 2-3 minutter. Det gik rigtigt godt syntes jeg selv, lige indtil vores gæst spurgte ind til om vi havde tænkt os at iværksætte en indsamling. Præcis hvad jeg ti minutter forinden havde præsenteret i detaljer med de tidligere nævnte 3. mio. som resultat. Måske var han blændet af min nystrøgne skjorte, eller måske er mine evner som formidler alligevel ikke på det niveau jeg bilder mig ind. Eller måske havde han fået øje på resterne af en Magnum. Det grinte de meget af den sommer på Blegdamsvej.