Hvorfor man ikke er i tvivl om, at det er Afrika

Fredag aften og klokken er 20.15. Jeg er lige landet med SK 272 fra Zurich og varmen rammer mig i ansigtet, som når man åbner en ovn for lige at tjeke om pizzaen har fået for meget. Gennem slusen ved immigration, ud efter kufferterne, videre ud af den store åbning i lufthavnens facade og .....

.....ud og kigge efter Mr. Vincent.

Mr. Vincent er min faste taxi-chauffør. En yderst kortklippet mørk lav mand på vel nogenlunde min alder. Vincent har to børn og en kone. Elsker at se TV (helst sport) og er den lykkelige ejer af en hvid Toyota Corolla - formentlig årgang omkring 1980 vil jeg tro. En detalje jeg må få verificeret næste gang han kører mig rundt i Dar-es-Salaam.

Efterhånden er jeg nået til en virkelighedsopfattelse gående ud på, at Mr. Vincent kun kører turer mellem Julius Nyerere Airport og plot 1363, der er den officielle stedangivelse på vores hus. Det er nok ikke helt i tråd med virkeligheden, men det forholder sig således, at Mr. Vincent altid holder og venter på mig når jeg lander i Dar. Og altid kører mig til lufthavnen, når jeg skal retur til Danmark for at tjene til livets ophold.

Jeg har gjort mig mange tanker der på passagersædet hos Mr. Vincent. Oftest er jeg forventningsfuld, glad og træt når jeg køres den ene vej. Og når turen går fra plot 1363 og retur til lufthavnen er jeg som oftest lidt mærket. Har følelserne lidt uden på tøjet. Savner allerede og til tider en lille klump i halsen. Turene i den hvide Corolla er den sidste del af rejsen mod mine to kære, men også den første del af rejsen når jeg skal forlade dem.

Jeg tror egentlig ikke Mr. Vincent lægger så meget i det. Han tænker mere på trafikken (og godt for det) og de 30.000 Tsh han tjener på turen. Det svarer til godt 130 kr. for en tur på lidt over en time og forbrug af 6-7 liter benzin, når man tager hans tomme tur med i betragtning. Vi small-talker altid lidt om vejret, de himmelfarende priser på brændstof, hvordan det går med hans børn og den slags. Et ritual jeg sætter pris på. Høfligt og uden det store indhold.

Sidst talte vi om OL. Der var vidst ingen medaljer til Tanzania. Underligt når man tænker på landets størrelse. Men fair nok, når man tænker på det tanzanianske samfundets problemer og dermed prioriteter. Og om alle de outdoor-reklameskilte som plastrer byen til. Hvor mit fokus vidst mest er på æstetik, mens han fokuserer på mobilselskabet Celtel, der nu har skiftet navn til noget jeg ikke husker og at der nu er åbnet endnu en ny bank i Tanzania.

Denne gang var Mr. Vincent som altid på sin plads i lufthavnen. Overtog som altid min trolly fyldt med tasker og kørte målrettet mod den hvide Toyota. Åbnede bagagerummet og løftede min største og længste taske (fyldt med bleer) ind i bagagerummet. Nu skal jeg ikke sige noget ondt om bagagerummet på en Corolla årgang 80, men et flightcover til en golfbag proppet med bleer fylder godt op. Og det var åbentlyst for enhver (ihvertfald for undertegnede), at projektet med efterfølgende at lirke min kæmpe kuffert fyldt med tøj og legesager ind bagagerummet, næppe ville lykkedes. Ikke med den fornemmelse for pakning af bagagerum, som Mr. Vincent lagde for dagen.

Jeg tør næsten garantere at enhver dansk taxi-chauffør, familiefar eller bare billist ville have angrebet opgaven anderledes. Vedkommende ville hurtigtigt have taget bestik af mængden af baggage. Kigget ind i bagagerummet og forsøgt at visualisere den optimale fordelig af bagagen i rummet. 9 ud af 10 eller måske nærmere 99 ud af 100 ville have taget kufferten først og tasken med bleer efterfølgende. Hvilket Mr. Vincent også efter lidt skubben og masen endte med at vælge som løsning.

Den interessante observation er, at sådan løser en afrikaner ikke opgaven. Han tager den første og bedste løsning og maser så bare på. For efter lidt tid at konstatere, at den går nok ikke. Så prøver vi noget andet. Og til sidst finder vi måske en løsning. Ingen kritik af Mr. Vincent og hans evner som taxi-chauffør. Blot en konstatering af forskellen på en dansker og en afrikaner. Selv efter ti år som fuldtidschauffør og de syv med samme Corolla, virker manden ikke trænet i at pakke bagagerummet. Og min påstand er, at en hvilken som helst dansker ville have kunnet gøre det rigtigt første gang.

Der er lang vej endnu for det glemte kontinent. Men hold op hvor er her dejligt.