Upstairs - Downstairs

En af de elementer i tilværelsen som spouse i Tanzania, som jeg har fundet mig godt tilpas med, er .....

.....livet med ansatte i privaten. Eller som overskriften hentyder til, tjenestefolk. Men jeg skal også være hudløs ærlig og erkende, at det at have hjælp i huset til tider kan fylde én med dårlig samvittighed.

Eksempelvis var jeg med Marlene på et lækkert hotel i forbindelse med et møde på hendes job. Mia-Maja, Anifa og undertegnede var taget med. Og så ligger man der ved den store pool på en madras og læser i en god bog, mens Mia-Maja bliver er underholdt af hendes nanny. Nanny'en er glad for hun tjener penge. Mia-Maja er glad for hun har 100% opmærksomhed fra et menneske som hun kender rigtigt godt og er tryg ved. Og jeg er glad for hvad er bedre end at ligge der i skyggen, kigger ud over havet, lure lidt på poolen og nyde bogen.

Ind imellem kommer den dog snigende. Samvittigheden, der siger én, at man da selv skal sidde med sin datter. Og det gør jeg da også. Det har jeg lyst til. Nyder. Elsker. Og det var jo bl.a. grunden til at jeg fløj helt herned på den sydlige del af kloden. For at sidde og holde om Mia-Maja og lege med hende. Men til tider er det da helt fantastisk at kunne overgive hende til én, der ikke har anden opgave i arbejdslivet, end at få lille Mia-Maja til at nyde tilværelsen.

Når jeg hopper i poolen og hygger mig med min datter herhjemme i huset, så beder jeg som regel Anifa om at putte hende i badetøj og komme ned til poolen med hende. Selv går jeg ned og hopper i vandet. Så kommer den lille ned og vi hygger os vældigt. Griner, plasker og støjer. Når hun er kørt træt giver jeg hende til Anifa som tørrer hende, tager hende op, giver hendre tørt tøj på og går ind og leger med hende. Mens far bliver i poolen og lægger sig på madrassen og læser et bilmagasin - mens den dårlige samvittighed igen kommer snigende.

Men hvorfor? Alle er jo glade. Jeg tror det er vores danske kultur. Vi-klarer-det-hele-selv mentaliteten, der spiller mig et puds. I langt de fleste af verdens lande, er det ganske normalt at man som bare middelklasse har hjælp i huset. Men i Danmark henter borgmesteren selv sin datter i skolen, overlægen hander selv i Netto og direktøren slår sig egen græsplæne. Sådan er det bare. Og derfor tror jeg også, at hver gang jeg får Bernadetta til at komme ned og hjælpe med at tømme bilen for varer jeg har handlet. Får Anifa til at skifte Mia-Maja's ble, eller beder Josef i haven om at tømme skrald eller klippe en busk, så vil der sidde en lille snert af dårlig samvittighed i mit sind. Men jeg lever med det.