Hvor pokker er Søren Ryge med sit kamerahold?

Den helt kvikke læser af denne blog vil muligvis have bemærket, at jeg har sprunget et par dag over i føljetonen. Rent faktisk er vi kommet til lørdag i fortællingen, men kigger jeg i min Mouleskin (klassiske kalender for os intelektuelle) står der mandag. Årsagen til dette lille black-out i fortællingen, skyldes ikke kun...

...at det meste af lørdagen var præget af utrolig heftige tømmermænd, men primært at vi lige nu befinder os i Arusha i den norlige del af Tanzania på første dag af swahili for begyndere. Og ærligt, så har jeg rigeligt at gøre med at huske hvad Jambo og Karibu betyder. Men I skal da ikke snydes for lørdagens højdepunkt som var Marlene i rollen som havearkitekt.

Det hører med til historien, at vi fredag eftermiddag var på rundtur på 4-5 planteskoler med vores nye landlord (ejeren af huset). På en eller anden måde er det lykkeds os at få et nærmest venskabeligt forhold til Nasim Hussein som vores indiske landlord hedder. Ihvertilfald havde han sat fredag eftermiddag af til at køre os rundt med sin chauffør til forskellige planteskoler, betale for alt hvad Marlene (og lidt mig) pegede på og få det transpoteret hjem til vores kommende bolig.

Citronmelisse, bregner, kaktus, agaver, palmer (bl.a. banan), bourgounville, papaya you name it. Chaufføren måtte køre hjem og stille af for at hente os igen i hans kæmpe Land Cruiser, så meget fik vi handlet. Marlene strålede som en forstadsknægt på blå mandag netop sluppet løs i Jack & Jones.

Nå, men planterne var jo kun blevet smidt af i indkørslen fredag, så lørdag eftermiddag (efter at have trasket rundt på Dar's største træskæremarked og kigge på træfigurer 2 timer i 35 grader) var tiden kommet til at lege havearkitekter.

Uden at følgende skal misforstås, så er vi jo i Afrika. Det betyder, at når det er store-plantedag, så er det eneste værktøj man væbner sig med sin æstetiske sans. Resten klarer hjælperne.

Så opgaven gik i al sin enkelthed ud på at pege på en plante, gå foran ham gartnerassistenten hen til det sted i haven, hvor man nu forestillede sig at pågældende vækst ville tage sig godt ud og så pege ned på jorden. Så kom gartneren løbende med en skovl, gravede et hul, smed vand i, stillede planten og dækkede til. Kom ikke her hr. Ryge.

Primære problem var faktisk, at hvis man først havde stillet en plante et sted på jorden for lige at tage i øjesyn om den nu også passede i nærmiljøet, ja så skulle man bare kigge væk 30 sekunder og vupti, så var skidtet plantet. Jeg er overbevist om, at når der er gået en måned eller to, så er der nok et par gevækster, der skal lave rokade for at opnå en passende harmoni på matriklen.

Så nu sidder vi her i Arusha og forsøger at forestille os hvor høj en bananpalme mon bliver på to år, mens jeg kæmper en ulige kamp med Marlen om at huske om velkommen nu hedder Karibu eller Kwaheri.