Afrikansk køkken med dansk inspiration Nu har vi været her på centret i snart en uge og er ved at komme godt ind i rumlen. Jeg har indtil flere gange haft flash-back til min tid på Idrætshøjskolen i Århus, hvor jeg jo slog mine...
...folder tilbage i slutfirserne. Små simple værelser, undervisning, pauser, de samme mennesker og de samme samtaler, fornemmelsen af isolation og så naturligvis tre måltider dagligt i spisesalen. Før ankomsten her på TCDC, som centeret hedder, havde vi hørt rygter i rådgiverkredse om det høje kulinariske niveau. Stor var skuffelsen, da første måltid skulle indtages i søndags hen under aften. Store blikspande med ris, kartofler, grøntsags-ruskumsnusk og lidt død fisk. Hertil en brun bønnesovs og lidt rå grøntsager. Endnu et tilbageblik meldte sin ankomst i min hukommelse. Denne gang til min liden succesrige karriere som håndboldspiller i HK73 Frederikssund. Som juniorspiller tog vi til påske- og juleturneringer rundt i landet og jeg husker maden som én af de få negative ting der var at sige om de ture. Oftest serveret af CF (civilforsvaret), af overvægtige kvinder i grå uniformer med orange stafage. Udkogte kartofler og gennemstegt kød serveret på pap eller plast med en smag, så ingen med sikkerhed kunne påstå at det var hverken stærkt eller salt. Samme fornemmelse møder mig her i det nordelige Tanzania - hvor er verden dog blevet lille. Højdepunktet ved måltiderne er enden af det lange bord hvor maden dagligt serveres delvist inspireret af konceptet buffet. Det er nemlig her desserten placeres. Oftest bestående af lidt kage, frisk frugt (annanas og melon) og så budding. Og vi taler om budding og fromager i alle afskygninger. Var det lørdag eller søndag, hvor der blev serveret en lækker citronfromage a la Vejle (dog ikke helt på niveau med svigermors - men næsten). Den har stået på vaniliebudding, passionsfromage, karamelbudding - men i dag var nu alligevel toppen. Her til aften blev aftenbuddingen serveret i en kæmpe glasskål på størrelse med en håndvask. Skålen var fyldt op med en fromage lavet på base af en ikke umiddelbar identificerbar frugt. På toppen af denne orange-gule masse lå et fire centimeter tykt gele-låg i hele skålens omkreds i smuk rabarberrød (pantone 485, RAL 3003). Endnu et flash-back, til dengang jeg som 8-årig var inviteret til børnefødselsdag i Oslo og fik serveret en tallerken med 4 forskellige gelestykker i signalfarver. Føj for pokker både da og nu. Rygterne vil vide, at man tage et kilo på om ugen i den tid man er her på centret. Godt vi kun skal være her i tre uger - og godt at Karin hjemme i Vejle ved hvordan man skruger en citronformage sammen. |