Kulturelt møde på squashbanen

"Welcome to Aerobics classes from 5pm to 6 pm..." står der på opslagstavlen på værelset her på kursuscentret. Lige noget for mig tænker jeg straks. På med skoene og det tætsiddende træningstøj...

... en lille flaske vand i hånden (hvor hårdt kan det være) og så afsted til motion.

Træneren er en neger (hvilken overraskelse), ung gut i slutningen af tyverne, omkring 190 høj og med 2-3 gram fedt på kroppen. Fuld knald på hans medbragte stereoanlæg, der til forveksling ligner noget jeg har set tidligere i Dar og mest af alt er sammenlignetligt med elektronik fra krontroltårnet i Kastrup monteret i en grå plastkasse på størrelse med en af svigerfars køletasker. Men den spillede højt.

Tolv mand høj (heraf 9 kvinder) stod vi pænt fordelt på gulvet klar til ugens første lektion (og min anden aerobics-lektion nogensinde). Højre, venstre, op med knæet, ned med armene mens en overpoppet version af INXS på speed kørte med 120 BPM ud af højttalerne.

Omkring 25 minutter henne i sceancen må jeg ud og trække luft. Ham det mørke hylster kørte os så hårdt, at man kunne have lavet spejlæg på min pande (og vandet have med mit sved). Småsvimmel og med resterne af vandflasken i hånden trådte jeg ud af bygningen og så seks negerquinder danse lokal stammedans til lyden af trommer. Lige udenfor døren til squashbanen - som i dagens anledning var omdøbt til aerobics-sal.

En anelse mere yndefulde i deres spraglede påklædning, dansende og syngende - end de primært skandinavere der står op pruster på den anden side af døren. Jeg fik efterfølgende fortalt, at det er et lokalt orkester og dansetrup, der ofte træner her på stedet. Det virkede noget latterligt, at træde ind i lokalet igen efter at have bundet vandflasken og fået pulsen ned under de 100 for at genoptage de høje løft af arme og ben til højre og til venste i takt til hidsig discomusik. Men sådan er kultur og tradition jo så mangfoldig.

Prisen for at blive pisket igennem i en lille time er 1.000 Tsh (små fem kroner). Det var fedt, og ham den lange sorte kan bide sig i armen på at jeg står der igen på torsdag - næsten.